Det var som om da jeg slettede Facebook, at jeg blev enormt ensom. Alt hvad jeg kendte til, var derinde, og fulgte med i mit liv. Som tiden er gået, føles det som om alt er væk.
Andre der har det på samme måde? Jeg kunne virkelig godt bruge et virtuelt kram.
Kram!
Forlod selv Meta i januar og slettede min reddit profil i går. Er stadig på yputube, men har skåret mit forbrug væsentligt ned.
Jeg kender til den ensomhed du beskriver, dog i en anden kontekst for mit vedkommende. De sociale medier har i tiltagende grad frastødt mig siden corona så det var det næste naturlige skridt at vinke farvel til det kapitel. De folk jeg gerne ville holde kontakten med gav jeg mine oplysninger og vi skriver stadig sammen. De andre var bekendte og det gør mig ikke noget at vi har mistet kontakten.
Men jeg forstår godt den ensomhed du beskriver og den er hård at komme igennem hvis man har det svært. Lyder dog som om du aktivt prøver at arbejde på det og det er jo positivt! Håber du er mere tålmodigt anlagt end mig, der mener at alle mål og problematikker skal klares på en og samme tid. Det gør ikke noget at din udvikling sker langsomt. Selv hvis det er pisse irriterende at gå og vente på.
Stort kram herfra! Håber du langsomt får noget lys og luft til sindet så du kan komme ud over din ensomhed, for det er sguda træls for dig at gå og have det sådan! Alt god vind i dine sejl!
Så skal du også have et kram tilbage!
Ja jeg er hverken på reddit, youtube, facebook, instagram eller twitter.
Det sjove er jeg faktisk er enig med dig, men stadigvæk var der på en måde noget socialt i, at være derinde. På facebook var alle jo, og delte du et opslag (måtte det være hvad end det var), så fulgte folk med. Messenger gjorde det tilmed nemt, lige at skrive til folk hvad de lavede, eller på baggrund af noget de havde lagt op. Det kunne nogengange være triggeret til, at man lige tog kontakt, det samme den anden vej.
Jeg har stadig nogen venner, men noget har gjort at jeg automatisk måtte skære ned i dem. Det er en længere historie. Jeg plejer egentlig at være glad for at sidde online, i nogle communities, men det er jeg heller ikke rigtigt.
Mange gange er jeg bare herhjemme, og er ensom af pokkers til. Men det er som om jeg ikke lige får taget kontakt til nogen, selvom de er et skriv eller ring væk. En foreslog en sportsgren, men igen plejede det at være nemt at gå ind i lokale grupper på facebook, og spørge om der var noget. Men det kan jeg ikke længere, så ved nærmest ikke hvordan jeg finder ud af, om der er en lokal bordtennis klub i nærheden 😬
Nu skal jeg til jobsamtale imorgen, så håber på det bedste. Kender lederen derude, så der er håb. Så kommer jeg da til at arbejde det meste af dagen igen. Og træner en del også, så går tiden også med det. Det er mere i de der timer, hvor man ikke lige laver noget, hvor ensomheden tager over.
Hvad virker for dig?
Held og lykke med jobsamtalen! Jamen så kan jeg sguda virkelig godt forstå din ensomhed hvis du bare har været derhjemme i en periode og har gået og savnet et socialt liv omkring dig generelt! Jeg håber at du får jobbet og at det kan give grobund for et socialt liv til at starte med! Det at du træner er også bare fantastisk for det vil hjælpe med overskuddet og humøret. Du gør alt det rigtige!
I forhold til at orientere sig udenom sociale medier så kunne det jo være at det lokale bibliotek har nogle arrangementer eller kender til nogle arrangementer hvor man godt må tilslutte sig? Måske har din by en lokalavis eller en lokalradio, der også gør opmærksom på begivenheder? Oh! Og måske har din by et fælleshus ligesom de har i min! Der kommer der ensomme folk, pensionister, nye tilflyttere og indvandrerfamilier og har små klubber og sådan noget sammen. Mener også at de har fælles aftensmad engang imellem. Har været derinde i forbindelse med mit job og det er hyggelige mennesker der kommer sådanne steder. Jeg er dog pænt introvert anlagt på nogle områder så sådant et sted er lige lidt overvældende for en som mig, men måske ville sådant et sted lige være sagen for dig? :D
Altså jeg er en lidt sjov størrelse for jeg er meget sådan enten eller. Jeg trives i et super socialt liv med andre men trives ligeså godt isoleret fra andre. Nogle gange får jeg for meget af det ene og behøver det andet. Jeg er nok mest til det der med at være alene og så at have en lille bitte håndfuld folk omkring mig som jeg kender og stoler på. Især i de her år har jeg det sådan, men det er som om mine sociale behov skifter meget. For nogle år siden arrangerede jeg en masse sociale ting og var ret involveret i alle mulige ting og sager og var typen der sagde ja til at være med til alt muligt. For tiden har jeg det mega godt med kun at se to mennesker om dagen og være alene når jeg holder fri. Kan nemt blive for ensom eller for overvældet af det sociale. Det er en ekstrem hårfin balance og balance er noget jeg ikke rigtig ejer så det er en kaotisk tilværelse nogle gange.
Det at miste de sociale medier var ikke det store tab og fik siden anbefalet feddit så nu synes jeg at jeg har det jeg skal bruge online og offline. Jeg har min kæreste, som er samme niveau af social og asocial som mig (bare bedre til at finde balance) og jeg har min tætteste kollega som jeg deler kontor med tre dage om ugen (sidder alene resten af tiden) og så har jeg nogle langdistance-venner og veninder som jeg skriver med fra tid til anden. Det er nok for mig ligenu. Men jeg ved også at jeg potentielt kunne vågne op i morgen og have lyst til at starte en filmklub eller gå tur klub etc. og så gå helt amok med at overtale alle jeg kender til at joine og gøre det til en ting og virkelig give den en skalle indtil jeg nogle måneder eller et år senere bliver overvældet og trækker mig og bliver asocial igen. Det er meget sådan jeg er og er blevet lidt bedre til at holde igen med mine sociale indfald med alderen fordi jeg godt ved at det sender et mærkeligt signal til min omverden at jeg involverer mig i en masse og pludselig skrider igen.
Tak! Blev ringet op et andet sted fra også… Startede med bare at sende 3 afsted, så 66% er ret godt 😂
Jeg blev fritstillet fra mit arbejde i december, også har jeg gået med løn indtil her i marts. Det passede mig dog godt, for var temmelig travl henover julen 😬
Angående det sociale liv, så var det et godt sted at starte, biblioteket. Ellers må jeg prøve ned og høre andre steder, om de kender nogen, som kender nogen. Jeg er egentlig også ret, socialt anlagt, men trives i ligeså stor grad herhjemme, for mig selv. Men så savner jeg nogengange stadigvæk noget… En kæreste, en hygge ven, noget at give mig til… Bliver bare ramt af sådan en… Tomhedsfølelse! Men tror vi er meget ens på det punkt, med det sociale også kan blive for overvældende.
Og jeg er også ligesom dig på det punkt (tog lige beskeden i bidder), med at man i morgen kan vågne og have lyst til det helt vilde, og næste ingenting. På den måde er jeg meget spontan anlagt, og lystbetonet. Hvis jeg begynder på alverdens kan det også pludselig blive for overvældende. Men på samme måde mangler jeg ind imellem bare noget mere 🙄😅
Har ingen kæreste, desværre… Det ville ellers gøre meget. Og mange af mine tætte kammerater, var pludselig ikke så tætte. Synger i et band også, men vi spiller kun cirka hver anden weekend sammen.
Må prøve ud og forhøre mig rundt omkring, hvad der sker i byen. Det var bare let at følge med i på Facebook, og ikke så let længere 😅😂 Tak for skrivet!
Hvordan gik jobsamtalen(erne)? :D
Ja det er fanme helvedet ved at være 50/50 socialt og asocialt anlagt. Jeg misunder dem der kan få det til at fungere! Hvis jeg havde fundet balancen på nuværende tidspunkt ville jeg med glæde dele mine tips med dig, men jeg er lige så kaotisk som altid. Det eneste der har forandret sig er den gradvise accept af kaos.
Kan godt forstå din tomhedsfølelse. Jeg tror selv jeg ville have det sådan hvis jeg ikke havde min kæreste. Det kan jo også blive lidt for ensomt. Lige på den front ønsker jeg dig alt held og lykke med at finde kærligheden! Synes ofte det er sådan noget der bliver hældt ind i ens liv når man er allermest optaget af alt muligt andet. Sådan var det for mig. Havde lige fået mit eget sted og var kommet væk fra en dum spasser og var klar til minimum fem års singleliv. Jeg havde ikke engang boet i min nye tændstikæske af en lejlighed i en måned før manden i mit liv klemte sig gennem brevsprækken. Sådan lidt… ej okay, pænt rådden timing.
Men hallo, hvis du synger i band så burde det da ikke være helt håbløst at finde en dame?
Ja det hele bliver lidt mere besværligt når man skærer de platforme fra, men mon ikke det også åbner nogle døre for lidt oplevelser hen ad vejen hvis man er tvunget til at opsøge det fysisk? Kram! Håber det hele lysner for dig meget snart, min ven! 🤗
Tak skal du have for skrivet! Værdsætter det.
Jobsamtalen igår gik sådan at han desværre først havde noget til mig til august, men ville ellers gerne ansætte mig. Han kender mig, og ved hvor pisse dygtig jeg er til det jeg laver 🤩
Jeg har en jobsamtale nu her klokken 09, og der håber jeg der er et arbejde til mig. Godt nok ikke en friskole, men alligevel en skole jeg har haft noget at gøre med. Har haft mange af deres elever, på en eller anden måde, igenmem noget frivilligt arbejde.
Man skulle jo tro, at når man synger i band, og skal til at være trommeslager i et andet, at det bare ville være nemt. Men det er det langt fra 😬 Især ikke, når man ikke er… Den pæneste mand i verden, og ikke rigtigt har styr på tingene endnu… Men det kommer!
Pisse fedt med dig, at drømmefyren kom igenmem brevsprækken! Kommer de ligefrem med posten? 😂 Ej, men sådan gik det egentlig også med min eks, da jeg havde hende. Men så skete der en masse ting, der gjorde det måtte stoppe.
Hvor længe har i været sammen? Og hvor gamle er i? I forhold til kaos, så er det nogengange bare lettere at gå tilbage til det vi kender 😎😜
Ooooh! Pøj pøj med jobsamtalen! Håber du så på at have jobbet midlertidig indtil det andet er klar i august eller? :D håber du har held i sprøjten!
Ah, psh! Altså, jeg var dybt forelsket i Quasimodo fra Klokkeren fra Notre Dame da jeg var lille og jeg kender mange damer der havde det på samme måde både med ham men også med rigtige kød og blod-mænd der ikke lige ligner en fotomodel. Det er det indre der betyder noget. Hvordan er han overfor andre? Hvordan er han overfor sig selv? Er han sådan en der vil forsvare andre og stå ved sine overbevisninger når vandene går højt? Tør han stå ved sine egne følelser og vise sårbarhed? Har han interesser han går op i? Kan han lide sit job? Hvad gør ham sur? Hvad gør ham glad? Har han humor? Er han rar at være sammen med? Sådan nogle ting er ret vigtige, synes jeg pg det er også det jeg hører fra de fleste kvinder jeg kender. Har en veninde der er mega ligeglad med hvordan hendes mand ser ud. Hendes drøm er bare at finde en mand der ikke vil prøve at lave om på hende.
Ja, han kom faktisk nærmest med posten, min kæreste. Vi kendte hinanden lidt gennem et forum hvor vi begge hang ud og så begyndte vi at snakke meget sammen på et tidspunkt og han bestemte at vi skulle være pennevenner. Sendte mig et stort brev med en håndskrevet beretning om sin dag, pressede blomster, udklippede citater om kærlighed som han havde fundet på nettet og et lille akvarelmaleri i postkort størrelse som han selv havde lavet selvom han normalt hverken tegner eller maler.
Jeg er desværre psyko-perfektionist, så efter at have modtaget sådant et fint brev så valgte jeg at lave en meget gennemarbejdet tegneserie i vandfarve med figurer, der var baseret på os og jeg ville lave den som et slags morsomt eventyr, hvor hans figur og min figur tog på eventyr sammen. Men min perfektionisme gjorde at jeg ikke kunne lave den færdig så han endte ned at blive utålmodig og skrev at han ville smide en taske på ryggen og komme på besøg i stedet for. Og så rejste han fra den anden ende af Danmark over for at hænge ud med mig en weekend I min lille lejlighed. Det var mega hyggeligt. Vi kunne bare snakke om ALT og jeg følte at han virkelig var oprigtigt interesseret i at lære mig at kende som menneske. Skal lige siges at jeg er dum som en dør. De pressede blomster, kærlighedscitaterne og den lille akvarel, der nu hang på køleskabet var ikke hint nok for mig til at fatte hans intentioner. Jeg troede bare at han var flink. Mens han var i min lejlighed var han respektfuld og prøvede ikke på noget. Vi var bare to pals der hang ud. Men jeg tror godt vi begge mærkede at der var et eller andet der. Eller, han vidste det og jeg var sådan lidt “ej, man skulle da næsten finde en fyr som ham her at slå sig ned med.” Tog ham et stykke tid at få mig til at lægge to og to sammen. En måned eller tog, tror jeg. Han var nødt til at bøje det i neon for mig og derfra blev jeg mega befippet og afviste ham fordi jeg ikke ville ødelægge vores venskab. Ud over selvsikker så er han også det mest stædige æsel jeg nogensinde har mødt så han tog sig tid til at overbevise mig om at det altså ikke var en tosset ide at finde sammen. Ingen af os kan huske hvornår vi blev kærester fordi processen var som gletsjer, så vi valgte en tilfældig dato som vores årsdag, der ikke lige lå oven i familiemedlemmers fødselsdage.
Vi har været sammen i 15, snart 16 år og er midt i 30erne. Han var stadig en stor teenager da vi mødte hinanden. Hans største skavanker er at han elsker ketchup på alt og har dårlig far-humor, men det lærer man jo at leve med.
Jeg elsker den slutning på den lange love story! 😂 Den var perfekt. Han lyder som en god mand!
Men shit mand… Det er sgu vildt alle de ting i lavede til hinanden! Så vil man det altså også vildt meget, når man gør så meget ud af det… Det kan jeg sgu lære noget af! Men shit en dedikation du så vælger at toppe hans gave med en tegneserie! Men husk nu endelig på, at gaver ikke er alt 😜
Men dine tanker i forhold til kærlighed og Quasimodo er helt korrekte. Jeg ville ønske at flere tænkte sådan, men realiteten er at det gør man ikke. Man skal have styr på livet, se godt ud eller være velhavende. Det lyder karikeret, men virkeligheden er sådan. Et eller andet sted forstår jeg godt, at man vælger en der har styr på livet, har fast arbejde, god økonomi, har hus og bil osv. Sådan er det. Og der er sikkert mange der giver dig ret i, at Quasimodo var en charmerende skøn fyr, på trods af han ikke var den pæneste te kop på hylden. Så er det de færreste der ville være kærester med ham. Men sådan er livet 🤗
Det gode kommer til dem der venter siger man. Så nøjes man ikke med noget, som potentielt går i vasken.
Ja, han er et fantastisk menneske. Føler mig meget heldig!
Bare rolig, vi har ikke givet hinanden gaver siden 2012. XD - som i overhovedet ikke. Jul og fødselsdage med. Hvis en af os vil have noget så køber vi det enten til os selv eller sammen når vi synes det giver mening. Til vores seneste årsdag gik jeg ud og købte blomster og chokolader til ham fordi jeg havde lyst og hans reaktion var “jamen vi har jo ikke nogen vase, skat.” Så måtte vi jo ud og købe en og nu hvor vi har en vase har vi gjort det til en vane at en af os køber en buket til vasen en gang om måneden så den aldrig står tom. Det fungerer sgu meget godt og er totalt atypisk os begge, men vi er begge to lidt besat af det og sammenligner priser på buketter og leder efter de billigste buketter på markedet. Tror den billigste buket vi fandt kostede en tier. Den var sgu også lidt fesen, men der går jo sport i det.
Nu siger jeg lige noget, der måske kan lyde som en provokation, men jeg er på din side og siger det fordi jeg vil have du skal have det godt på den lange bane:
Jeg tror dit syn på hvad folk vil have I forhold er blevet meget præget af narrativet på internettet. Det der med at en mand skal være flot og have penge er vitterlig red pill propaganda og har meget lidt med virkeligheden at gøre. Det er sjovt nok også altid Tate-agtige mænd online der udtaler sig om hvad kvinder vil have når de på ingen måde har forstand på eller respekt for kvinder som helhed. De og så de mest rabiate feminister har virkelig været gode til at så en masse splid mellem kønnene online baseret på myter og synsninger gennem de sidste 10+ år.
Sandheden er at nogle mennesker går efter overfladisk kærlighed. Mænd der snakker om at kvinder kun vil have penge og store muskler er også mænd der går meget op i at dyrke deres udseende og blære sig med hvor mange penge de har. Ikke så underligt at de tiltrækker én type af kvinde. Lidt på samme måde som kvinder der brokker sig over manbabies der er mere gift med deres mor end med dem. Jamen, hvis du ikke vil have en manbaby, så skulle du måske lade være med at date mænd der ikke har nogen rygrad fordi du har et behov for at bestemme? Hvad med at finde en mand der tør sige nej til dig og som aktivt udfordrer dig?
Jeg tror I dit tilfælde at du gør dig selv en kæmpe bjørnetjeneste ved at tro på at kvinder kun vil have flotte velhavende mænd og at det er der ikke noget at gøre ved. Det er der en niche af kvinder der vil, ja, men det er langt fra dem alle sammen. Ligesom at det langt fra er alle mænd der er voksne spædbørn.
Man tiltrækker eller frastøder det man projicerer ud. For mit eget vedkommende havde jeg meget svært ved at finde gengældt kærlighed da jeg var ung. Jeg tiltrækker meget dominerende, manipulerende og kontrollerende typer fordi jeg udstrålede mindreværd og følte at det vsr min opgave at tage mig af andre på bekostning af mig selv. Det var først da jeg begyndte at tage mig selv i forsvar og stille krav til min omverden at jeg begyndte at tiltrække gode mennesker. Ikke kun potentielle partnere, men også venner og kollegaer. Og det er sådan noget der tager laaaaaaaang tid at bygge op og kræver en masse trælse bump på vejen. Den vigtigste livslektie jeg har lært er at ingen andre står i vejen for ens eget potentiale og udvikling end en selv. Og det er både en mega opløftende og drønirriterende ting at lære.
Jeg synes selv at du har masser at byde på. Du virker som et rart menneske, der er frisk på at prøve noget nyt når tilværelsen sutter lidt - fedt! Du er pt i en depressiv periode og din reaktion er at række ud og søge efter måde at komme op ad hullet igen - kæmpe plus. Du har arbejdet med børn og unge - også et kæmpe plus. Du er også kreativ og kan synge og spille trommer så der er passion der, som også er spændende og fedt. Der er sikkert mange flere ting ved dig som du ikke lige har nævnt, der er spændende og behagelige som du evt kunne minde dig selv om hvis du tænker over det. Det er sgu da en fed base for dig at opbygge en sund selvtillid på som vil tiltrække den helt rigtige pige.
Så det er med det kærligste spark i rumpetten at jeg siger til dig, op på hesten!
Min kæreste er hverken fotomodel eller rig. Rigtig mange mænd er hverken fotomodeller eller rige, men har alligevel formået at få sig en livspartner. Ligesom at de fleste af os kvinder ikke just ligner Instagram modeller eller er perfekte husmødre. Jeg er ingen fotomodel selv og kan ikke lave mad og min kæreste får koldsved hver gang jeg går i køkkenet - uden pis, det gør han. Han kan ligge og sove til middag og det sekund han hører mig rumstere med potter og pander derude står han i døren med uglet hår og udspilede øje og siger “hvad med at jeg laver det der til dig, skat?” Så ja. Internettet er en facade af halve sandheder og rigtig mange løgne om hvad der forventes af os af andre. Ude i den virkelige verden med kød og blod mennesker, der er kravene som regel meget mere beskedne og fornuftige. Jeg har kun kendt meget få par der passer ind i red pill terminologien, hvor fyren er pisse rig og pigen er køn og 10+ år yngre end ham og de par gik fra hinanden ret hurtigt da livet og hverdagen kom og bankede på døren. De par der holder er dem hvor forventningen ikke er mere end at man elsker hinanden og støtter hinanden som et team i livet og i hverdagen. Så kan man være lidt grim eller have en krøllet hjerne eller et lavtlønnet job eller være elendig i et køkken, men man finder ud af det sammen. Det er slet ikke så sort, min ven!